24 timers vandreeventyr 2024

Forberedelse til vandremaraton
Tanken om selv at deltage i vandremarathonet og rapportere direkte fra ruten havde svævet rundt i hovedet på os længe. Men de sidste par år gik det bare ikke – nogle gange skyldtes det mangel på personale, nogle gange blev der planlagt en vandreferie umiddelbart bagefter eller en skade umuliggjorde deltagelse. I år var tiden endelig kommet: vi havde truffet en fast beslutning og ville forberede os derefter.

Selvom vi jævnligt rejser rundt i Gardasøen eller i bjergene, har vi aldrig tilbagelagt 43 kilometer på én gang. De 2.000 højdemeter på ruten gav os dog mindre hovedpine, fordi vi er bekendt med så krævende stigninger. For optimalt at tilpasse os forholdene, downloadede vi ruten fire uger i forvejen og delte den op i to sektioner, som vi udforskede på forhånd. To uger før start tilbagelagde vi 10 kilometer om dagen for at få tid til at forbedre vores udholdenhed. Idéen om konkurrence var aldrig i forgrunden for os. Vores eneste mål var at nå målet. Selvom jeg ikke var i tvivl om Jens' kondition, vidste jeg, at udfordringen for mig ville være meget større.

Starten lørdag morgen: fuld af motivation
Endelig var tiden kommet: Startsignalet blev givet lørdag morgen klokken 08. De første par kilometer tog os igennem Skaldet hård - min absolutte yndlingsvandresti på EderseeVi var fast besluttede på at komme hurtigt igennem denne strækning, da den smalle og stejle sti hurtigt kan føre til trafikpropper med så mange deltagere. Takket være vores gode forberedelse og den rette fremdrift mestrede vi dog denne del af ruten uden problemer.

Hjælpestationerne – et højdepunkt på ruten
Vi forstærkede os rigtig godt på de tre forfriskningsstationer - en stor tak til de frivillige, som tilrettelagde det hele perfekt med så meget gæstfrihed og lækker mad! Stationerne er kærligt designet, du kan befæste dig, fylde dine drinks op, bruge toilettet eller blot tage et kort hvil og chatte med andre vandrere. Den gode stemning der er virkelig sjov og giver energi til næste etape. Denne gang var det en helt anden oplevelse for mig selv at være deltager. Jeg er normalt ude og rejse som arrangør, tager billeder eller organiserer ting på stedet. At løbe ruten selv, mærke solidariteten i fællesskabet og opleve udfordringerne på egen hånd var noget helt særligt. Jeg blev endnu en gang overrasket over, hvilken god stemning vi har opbygget sammen gennem årene.

De sidste kilometer og den utrolige motivation
Da jeg talte med min kollega Lisa i telefonen for enden af ​​ruten, og hun fortalte mig, at vi var ret langt foran (vi blev sporet i realtid via Google), gav det os endnu mere motivation til at slå de 8 timer. Men de sidste 5-6 kilometer var særligt hårde for mig. Jeg var allerede ret udmattet og havde lidt lyst til at gå videre. Men Jens motiverede mig altid og hjalp mig til at holde ud de sidste par kilometer. Denne støtte gav mig den styrke, jeg havde brug for for at nå målet. Da vi endelig kom over den stejle skråning ved Loreley og løb de sidste par meter til mål, var vi så glade! Vi klarede det faktisk på 7 timer og 57 minutter og endte som den første kvinde eller sammen som 3. samlet. Hvilken succes! Jeg havde virkelig ikke forventet dette, for mit eneste mål var bare at nå dertil